R.E.M.

Sang: John Michael Stipe Guitar: Mike Edward Mills Bas: Peter Lawrence Buck Trommer: William Thomas Berry (1980 - 97) Pladeselskab: Warner Brothers (1988 - ) IRS (1982 - 1987) Albums: 13

R.E.M.'s første single var "Radio Free Europe" og blev udgivet i 1981. Dette var tiden hvor den alternative rock var på vej frem og singlen reflekterede især den amerikanske undergrundsmusik. I de tidlige 80ere var der en del hardcore- og punkbands i USA og på dette tidspunkt bragte R.E.M. guitar-pop genreren tilbage til undergrunden, ved at kombinere den klingende guitarlyd med mumlende, kryptiske tekster der samtidig lød traditionelle og moderne. Selvom der ikke åbenlyst var indført nye lyde i deres musik, havde R.E.M. en identitet og en sans for at komme med forslag til noget nyt. Nogle forslag ændrede den amerikanske undergrund.
Gennem 80erne arbejdede de hårdt, udgav albums hvert år og turnerede konstant. I 80erne og 90erne inspirerede de utallige bands. Det tog R.E.M. flere år at kommer på hitlisterne, men de havde dog en trofast fanskare, som havde fulgt dem siden udgivelsen af deres debut EP "Chronic Town" i 1982. "Chronic Town" etablerede de jagende folk og garagepop'en, som blev deres "kendingslyd" og gennem de næste fem år fortsatte de med at udvide deres musik med en serie albums.
I slutningen af 80erne var gruppen af fans vokset stor nok til at der kunne garanteres en god indkomst af pladesalget. Men den succes de fik efter "Document" og en placering på Top 10 i 1987 med "The One I Love" var totalt uventet. Dette skyldtes specielt, at R.E.M. kun havde ændret lyden en smule. Efter "Document" begyndte de langsomt at blive et af verdens mest populære bands.
Efter en international turne med deres album "Green" i 1988, trak R.E.M. sig tilbage og turnerede ikke i 6 år. Denne tid blev brugt til at producere deres ultimative bedste albums "Out Of Time" (1991) og "Automatic For The People" (1992).
Da R.E.M. endelig optrådte på scenen igen var det med deres Monster-turné i 1995, hvor de bl.a. besøgte Roskilde Festivalen, og R.E.M. blev anerkendt af kritikerne til at være en af forfædrerne til den blomstrende alternative rock. Her blev de belønnet med den mest indbringende turne i deres karriere. Her slutningen af 90erne er R.E.M. en slags ikon og deres indflydelse kan ses i den nye generation af bands.

Da R.E.M. blev dannet i Athens, Georgia i 1980 var Mike Mills (født 17. december, 1958) og Bill Berry (født 31. juli, 1958) de eneste sydstatsmænd i gruppen. De havde ledsaget hinanden på high school i Macon, mens de havde spillet i flere forskellige grupper gennem teenageårene.
Michael Stipe (født 4. januar, 1960) kom fra en militær familie og flyttede meget gennem landet i hans barndom. I teenageårene havde han opdaget punkrocken gennem Patti Smith og fjernsyn, og ligesom Mills og Berry begyndte han også at spille i forskellige coverbands i St. Louis. I 1978 begyndte Stipe at studere kunst på universitet i Georgia, Athens. Her begyndte han jævnligt at komme i pladebutiken Wuxtry Record Store.
Peter Buck (født 6. december, 1956), med hjemby i California, var ekspedient i Wuxtry og Buck var det man kunne kalde en fanatisk pladesamler med alt fra klassisk rock til jazz og punk. På dette tidspunkt var Buck ved at lære at spille på guitar.
Buck og Stipe begyndte at arbejde sammen da de opdagede at de havde samme smag. Her mødte de Berry og Mills gennem en fælles ven og dette var starten på et venskab der senere skulle blive til R.E.M. I april 1980 spillede de så sammen til en fest for deres venner efter at have øvet i en episkopalkirke og i denne tid spillede de under navnet "Twisted Kites". Efter lang tids søgen i ordbogen fandt de frem til navnet R.E.M. Samtidig mødte de Jefferson Holt som blev deres manager efter at havde set dem spille deres første koncert i Nord Carolina.

Gennem det næste halvandet år turnerede R.E.M. og i denne tid lærte de stadig hvordan man skulle spille: Buck begyndte at udvikle hans karakteristiske lyd og Stipe sin stemme og de kryptiske tekster. I sommen 1981 indspillede R.E.M. deres første single "Radio Free Europe" i Mitch Easter's Drive-In Studios. Singlen blev kun udgivet i 1000 eksemplarer, men de fleste af disse faldt i de rette hænder og gennem mund-til-mund metoden blev singlen et hit på colleges og toppede VillageVoice's year-end poll of Best independent Singles.
Singlen opnåede opmærksomhed og i begyndelsen af 1982 skrev R.E.M. kontrakt med pladeselskabet I.R.S. Records og her udgav de i foråret deres debut EP "Chronic Town". Ligesom singlen blev "Chronic Town" flot modtaget og dette skabte vejen til deres debut album "Murmur" i 1983.

Med den dæmpede atmosfære og undervuderede produktion, var "Murmur" anderledes end "Chronic Town" og den blev budt velkommen med begejstrede anmeldelser efter udgivelsen; Rolling Stone gav den titlen "Det bedste album i 1983" og "Murmur" slog Michael Jackson's "Thriller" og Police's "Synchronicity". "Murmur" bevirkede at antallet af fans voksede, da den kom ind på den Amerikanske Top 40.
I 1984 udkom "Reckoning" med nummeret "So. Central Rain (I'm Sorry)" som blev et stort hit på universiteterne og R.E.M. fulgte op med en turne. R.E.M. var blevet godt kendt i den amerikanske undergrund for deres konstante turnering, støtte til universitetets radioer, Stipe's mumlen, Buck's ringene guitar og deres gådefulde kunstværker.
Andre bands der efterlignede disse, røg helt igennem den amerikanske undergund. R.E.M. gav deres støtte til disse bands ved at bruge dem som opvarmning og nævne dem i interviews. I 1985 var den amerikanske undergrund fyldt med såkaldte R.E.M. "sound-a-likes".

Da R.E.M. dominerede undergrunden på sit højeste, udkom de med deres tredje album "Fables of the Reconstruction" i 1985 som blev optaget i London med Joe Boyd som producer. "Fables of the Reconstruction" blev lavet i en svær periode i R.E.M.'s historie, da de kæmpede med anspændthed efter uendelige turnerer. Albummet reflekterede gruppens mørke humør og dette kunne man ligeledes se i den efterfølgende turne. Stipe, hvis opførsel altid var en smule mærkelig, gik ind i hans mest bizarre fase da han tog på i vægt, blegede hans hår blond og gik med flere lag tøj. Men intet af dette forhindrede "Fables of the Reconstruction" i til dags dato at blive deres mest succesfulde album. Med næsten 300.000 solgte albums i USA besluttede R.E.M. at indspille deres næste album med Don Gehman. Gehman fik ryddet op i deres lyd og Stipe i sin sang og således blev "Lifes Rich Pageant" det album der blev bedst modtaget på dette tidspunkt. Ved udgivelsen i 1986 fik "Lifes Rich Pageant" mange positive anmeldelser som næsten var almindeligt ved hver nyt album. Længe efter udgivelsen af "Lifes Rich Pageant" udgiver R.E.M. sjælenheder og B-sider på albummet "Dead Letter Office" i 1987.

R.E.M. havde lagt vejen til vedligeholdelse af deres succes, men de havde aldrig direkte pådraget sig den omspændende succes. Uundgåligt var mængden af tilskuere blevet større og større og det var ikke overraskende at deres femte album "Document" blev et hit kort efter udgivelsen i 1987. "Document" var det første album med Scott Litt som producer.
Albummet gik hurtigt ind på den amerikanske Top 10 og fik platin med singlen "The One I Love" der også røg ind på Top 10. "The One I Love" blev også R.E.M.'s største hit i England og kom ind på Top 40.
Det efterfølgende år forlod R.E.M. I.R.S. Records og skrev en kontrakt med Warner Bros. på 6 mill $. Det første album under den nye kontrakt var "Green" som blev udgivet på selve valgdagen i1988. "Green" genoptog succesen fra "Document" og fik dobbelt platin og opnåede en plads på Top 10 med singlen "Stand". R.E.M. kom ud på en stor international turne hvor de gav deres første stadion koncerter i USA og fortsatte med at spille i klubber gennem Europa.
Green-turnéen viste sig at være hård for R.E.M. og de tog en udvidet pause efter dens færdiggørelse i 1989. Under deres pause fortsatte hvert bandmedlem med de sideprojeker de arbejdede på og "Hindu Love Gods" var et album som Buck, Berry og Mills havde indspillet med Warren Zevon i 1986 og nu udgav.
R.E.M. samles igen i 1990 for at indspille deres syvende album "Out Of Time", som blev udgivet foråret 1991 og opnåede hitlisternes nr.1 placering i USA og England. Singlen "Losing My Religion" blev deres største single med en nr. 4 placering i USA.
Efter R.E.M.'s udmattende Green-turné valgte de ikke at turnere. Uundgåeligt blev "Out Of Time" deres største album med over 4 mill. solgte i USA og to uger på toppen af hitlisterne.
I 1992 udgav R.E.M. den mørke og tænksomme "Automatic for the People", selvom de havde lovet et rockalbum efter den bløde sammensætning af "Out Of Time"." Automatic for the People" var langsom, stille og spekulativ. Ligesom sin forgænger var "Automatic for the People" en firedobbelt platin succes og opnåede at komme på Top 40 med hit singlerne "Drive", "Man on the Monn" og "Everybody Hurts".

Efter 2 albums uden turne, besluttede R.E.M. at returnere som et rockband med albummet "Monster" i 1994. "Monster" var et kæmpe hit og opnåede en nr.1 placering i USA og England. Oplevelsen af det store salg og nogle af de stærkeste anmeldelser i deres karriere fik dem til at begynde deres første turné i 1995 siden "Green". To måneder inde i turneen bliver Bill Berry ramt af en hjerneblødning under en koncert og han bliver med det samme opereret; efter 2 måneder kan R.E.M. fortsætte deres turne. Men dette viste sig kun at være begyndelsen på mange problemer under turnéen. Mills måtte opereres for at få fjernet en svulst i tarmen i juli; en måned senere måtte Stipe i hast opereres for brok.
Udover alle disse problemer så var turnen en kæmpe økonomisk succes og R.E.M. indspillede størsteparten af et nyt album. Før pladen blev udgivet i 1996 skilte R.E.M. sig af med deres manager Jefferson Holt som de havde haft gennem lang tid, angiveligt pga. seksuelle anklager. Gruppens advokat, Bertis Downs, overtog rollen som manager.
New Adventures in Hi-Fi blev udgivet i september 1996 lige før det blev offentliggjort at R.E.M. fortsatte hos Warner Bros. med en ny kontrakt på 80 mill. $. I lyset af så stort et beløb, så var den kommercielle fiasko af "New Adventures in Hi-Fi" lidt ironisk. Selvom albummet modtog gode anmeldelser og opnåede en nr. 2 placering i USA og en nr. 2 placering i England, så var der ingen hit-single. "New Adventures in Hi-Fi" opnåede kun en enkelt platin, mens de tidligere albums opnåede firedobbelt platin.
Kort tid efter var alle bandmedlemmer allerede igang med nye projekter. Stipe arbejdede med sit filmselskab Single Cell Pictures og Buck samarbejdede med Mark Eitzel og var igang med en jazzgruppe.

I begyndelsen af oktober 1997 mødes R.E.M. for at gennemgå materiale til et nyt album, øve nye sange osv. Men dette møde skulle vise sig at blive en udfordring på R.E.M.'s eksistens. Bill Berry, gruppens trommeslager, havde besluttede at forlade gruppen og ønskede ikke at medvirke på det nye album. Beslutningen var dog ikke helt uden grund, da Berrys hjerneblødning under Monster turnéen og efterfølgende ophold på hospitalet fik ham til at se anderledes på tingene og skifte prioriteter. Resten af R.E.M. stod nu i en noget vanskelig situation uden nogen trommeslager og de første tanker gik på at dette var gruppens endeligt.

R.E.M. har altid sagt, at de ville stoppe med at spille hvis en af dem nogensinde skulle miste lysten, men de har også sagt, at de vil blive ved indtil det ikke er sjovt mere. Det var ikke lige så sjovt for Berry mere, men det var det for Mills, Buck og Stipe, så de valgte at fortsætte som trio - uden ny trommeslager. I stedet besluttede de sig for at bruge session-musikere efter behov. Under indspildningerne til Up eksperimenterede gruppen med trommemaskiner og fik hjælp fra Joey Waronker (Beck) på trommer.

Hele processen var en hård tid, præget af Bill Berrys exit, gruppens forsøg på at finde en ny identitet og ikke mindst Michael Stipe’s massive skriveblokeringer i denne periode. Internt svigtede kommunikationen mellem medlemmerne, og det blev så slemt at R.E.M. var meget tæt på at kaste håndklædet i ringen som gruppe. Det eneste der hindrede en opløsning, var et krisemøde hvor tingene blev talt igennem og Stipe, Buck og Mills nåede frem til en fælles erkendelse af, at de alle stadig ønskede at lave musik med hinanden.

Up bliver udgivet i ’98, men opnåede ikke den store succes. Til trods for dette, bliver albummet et ganske solidt album blandt fans. R.E.M. var fast besluttede på ikke at tage på turne, men foretog dog en promotion turné. Dette fik lysten frem til alligevel at tage på turné, der var den første i 4. år. Her kom de bl.a. forbi Roskilde Festivalen i 1999.

1999 er også året hvor R.E.M. medvirkede i den amerikanske TV-serie ”Party af Five” (Vi blir’ i familien) og i den Muppet Show lignende serie ”Sesame Street”. Her spillede R.E.M. “Shiny Happy People”, der til lejligheden havde fået teksten ændret til ”Happy Furry Monsters”. Dette er eneste gang R.E.M. har optrådt med ”Shiny Happy People”. Yderligere i ’99 laver R.E.M. musik til filmen ”Man on the Moon”, en filmbiografi om den afdøde komiker Andy Kaufman, med Jim Carrey i hovedrollen. Singlen The Great Beyond udkom fra soundtracket, der selvfølgelig også indeholdt Man on the Moon fra Automatic for the People. Michael Stipe var filmens executive producer.

Efter mindre sideprojekter for Stipe, Mills og Buck, mødtes de igen i år 2000, for at begynde arbejdet med deres 12. album, Reveal. Indspilning og mixing tog et års tid og foregik i Vancouver, Athens, Miami og Dublin. Stipe hentede inspiration til sine tekster ved at rejse rundt, her i blandt med besøg i København. Albummet udkom i maj 2001 med Scott McCaughey, Ken Stringfellow og Joey Waronker som de supplerende musikere. Albummet fik gode anmeldelser og den første single ”Imitation of Life” gik nr. 1 i flere lande. Reveal blev fulgt op af en mindre promotion turné. Spillestederne var af meget forskellig art, lige fra intime koncerter, til en stor gratis open-air koncert midt i Köln –direkte transmitteret på MTV.

Efter hvad der så ud til at være lidt af et succesalbum med nye lyde, stod REM med hænderne tomme. De lavede deres anden unplugged optræden for MTV i forbindelse med deres 20 års jubilæum i 2001 –første MTV-unplugged optræden var efter Out of Time i 1991. Projekterne var dog ikke helt slut, da de også blev tilbudt at medvirke i et afsnit af kultserien The Simpsons.

Men 2001 kastede også skygger over gruppen. En måned før udgivelsen af Reveal, blev Peter Buck arresteret efter en flyvetur fra Seattle til London, anklaget for –i en brandert, at have overfaldet to besætningsmedlemmer. Tiltalen frafaldt dog igen, året efter.

I 2002 brugte bandmedlemmerne tiden til at holde lidt fri fra R.E.M. og koncentrere sig om deres egne sideprojekter. Det blev kun til få live-optrædender, typisk til diverse velgørenhedsarrangementer mv.

I marts 2003 lagde R.E.M. anti-krigssangen ”Final Straw” ud til gratis download på internettet. Sangen var en protest mod USA’s invasion af Irak. Senere på året drog R.E.M. på en 2003-turné i Europa og Nordamerika. Danske fans fik gruppen at se på Midtfyns Festival. Denne turné blev af mange fans opfattet som en turné til ære for- og som tak til R.E.M. fans. Det skyldtes, at det ikke var en promotion turné med nyt materiale, at bandet havde fundet flere gamle og anonyme sange frem i gemmerne og der på den officielle hjemmeside blev oprettet ønskelister til de enkelte koncerter, hvor bandet spillede de mest ønskede numre.

I oktober 2003, udgav R.E.M. ”In Time: The Best of R.E.M. 1988-2003” med 2 nye sange ”Bad Day” og ”Animal”. Albummet blev af kritikerne opfattet som et forsøg på at få fat i det amerikanske marked igen, hvor hver R.E.M. udgivelse siden Out of Time har solgt mindre end den forrige. På det europæiske marked, hvor R.E.M.’s popularitet var væsentligt større, solgte albummet som varmt brød.

I januar 2004 gik R.E.M. i studiet igen med nyt materiale, der d. 4. oktober samme år lå i butikkerne som det 13. album ”Around the Sun”. I interviews gjorde bandmedlemmerne meget ud af albummets stærke anti-Bush politiske budskab, i forbindelse med det forestående præsidentvalg.  R.E.M.’s støtte til Demokraternes modkandidat John Kerry, kom yderligere til udtryk i Vote For Change – turnéen. Det var en fælles turné med bl.a. Bruce Springsteen, Dixi Chicks og Pearl Jam -alle kunstnere imod Bush. Formålet med turnéen var at få folk til at stemme for forandring, til præsidentvalget i november 2004.

”Around the Sun” bliver fulgt op af en massiv verdensturné fra oktober 2004, og langt ind i 2005, med bl.a. 2 koncerter i Danmark.