William Thomas Berry

Trommer Født: D. 31. juli 1958, Duluth Minnesota. I 1997 besluttede Bill Berry, at han ville forlade R.E.M. til fordel for sine egen drømme og interesser. I dag arbejder Berry som landmand på sin bondegård et stykke udenfor Athens, Georgia.

af Poul S. Pedersen

I 1997 besluttede R.E.M.'s trommeslager, Bill Berry, at forlade R.E.M. for at følge sine egen drømme og interesser. I dag arbejder Berry som landmand på sin bondegård et stykke udenfor Athens, Georgia. Berry nyder livet på marken og er en stor beundre og fan af R.E.M.
Hvad der fik Berry til at vælge en ny livsstil var bl.a. den ulykke der i 1995 var ved at stoppe Monster turnéen. Under en koncert i Schweiz faldt Berry pluselig om og måtte forlade scenen med en kraftig hovedepine. Bagefter blev han kørt til hospitalet hvor det viste sig at han havde fået en hjerneblødning. Berry blev haste opererert og efter 3 måneders pause var han klar igen, men dette skulle senere vise sig at sætte et punktum for Berry's kariere i R.E.M.

Barndom og tiden før R.E.M.
Bill Berry blev født den 31. juli 1958 i Duloth, 80 mil fra Hibbing i Minnesota, Bob Dylans fødeby (Bill fortalte, når han blev spurgt, at han også blev født i Hibbing - det var mere imponerende at have det samme fødested som nationens uofficielle Poet Laureate). Bill og hans store familie levede spredt over hele Great Lakes området - i Milwaukee, Winconsin, og Ohio - før de flyttede sydpå i efteråret 1972. På det tidspunkt følte Bill den samme rædsel ved at flytte rundt i Georgia, på samme måde som hans fremtidige partner Michael Stipe.
Familien ankom til Macon på deres første dag med busser, og Bill blev sat af ved det lokale busstop. Inden han kom til at se sit nye hjem den aften, havde han været med bussen fra hans fornemme hvide boligområde til en skole med hovedsageligt sorte, og tilbage igen. En af de få andre hvide drenge på hans alder var "goody-goody"-Mike Mills. Bill Berry voksede op med musik omkring sig; hans ældre brødre og søstre købte alle de sidste nye hits på plader. Hans egen smag udviklede sig også hurtigt; da han var elleve år var han allerede en stor fan af Jefferson Airplane.
Da han en dag gjorde det godt i en prøve der skulle teste hans "musikalske egnethed", blev han opfordret til at lære at spille på et instrument, og han valgte trommerne. Han gik med til at deltage i et "efter skole boogie jam" i Macon, og han mødte op ved bassistens hus, uden at vide hvem han var. Det var - selvfølgelig - Mike Mills, og Berry følte en trang til at storme ud med kvalme. Han besluttede sig dog til at se hvordan sessionen vil gå, og sidst på dagen var der ikke længere noget fjendskab mellem Mike Mills og Bill Berry.
Faktisk dannede der sig et solidt venskab og en rytmesektion, og de begyndte at arbejde sammen ved alle mulige lejligheder. Der var blandt andet skolens garde med dets militære uniformer som opbakning til fodboldholdets kampe, der var klubtrioen der blev ledet af deres musiklærer, og med den spillede de i country-klubber og brylluper, pænt klædt i jakkesæt og slips. De tjente hele kr. 360,- pr. show, og det kun i en alder af 17 år! Berry og Mills lavede senere sjov med denne musik, men den var det eneste de kendte til på dette tidspunkt. Ved lejligheder spillede Berry og Mills i Great Southeast Music Hall i Atlanta, hvorved de måske kunne have betragtet dem selv som stolte musikmissionærer.
De var nu færdige med gymnasiet, og delte sammen en lejlighed ved indgangen til universitetsårerne. Januar 1979 ankom de til Athen, og flyttede ind på kollegium. Traditionelt var de amerikanske bands kommet frem på en diæt bestående af teknik og erfaring og en tro på at yde sit til formålet ved at spille andres melodier i årevis. Dette var den klassiske vej som også Mike Mills og Bill Berry havde taget, en værdsætning af uendelige coverbands som havde bragt dem gennem hele møllen af musikgenrer, og givet dem en fantastisk forståelse af hinanden.

De bedste venner
"Mike Mills og jeg var ærkefjender, og det er sandheden. Da vi var 15 hadede vi hinanden, nok mest fordi han var klassens nørd og jeg var på vej ud i stoffer og den slags. En af mine venner spillede på guitar og han havde arrangeret denne jam-session og han sagde: "Tag dine trommer over til dette hus," og det gjorde jeg så. Jeg brugte over en halv time på at sætte mine trommer op og nu ventede vi bare på bassspilleren, og hvem andre end Mike Mills dukkede op. Hvis jeg havde spillet guitar, så havde jeg pakket sammen på stedet, men jeg så på trommerne og tænkte at jeg hang fast her. Vi gav hinanden hånden og lovede at glemme fortiden og derved blev vi de bedste venner.
Vi flyttede til Athens i Januar 1979 og senere på året prøvede en fælles ven at arrangere et møde med de andre (Peter og Michael). Den første gang kom Mike ikke, men jeg så Peter igen efter et par uger til en fest og vi aftalte at give mødet endnu en chance. Vi mødtes og der var magi i luften! Michael sagde at han godt kunne lide min øjenbryn og at det var grunden til at han syntes at vi skulle spille sammen.
En ven, Kathleen, bad os om at spille til hendes fødselsdag (5. april, 1980). Vi ville ikke da 3 bands allerede skulle spille den aften. Vi var så bange at vi blev ved med at sige til hinanden: "Du ved at det ikke er for sent at lade være". Da vi skulle spille den anden sang gik det hele perfekt".

Berry forklarer
"Jeg har behov for at være ligefrem og ærlig overfor gutterne, selvom vi altid har levet i fortiden. Jeg havde sange som jeg havde skrevet og forberedt før Hawaii (april 1997), men her sad jeg næsten kun og så på bølger. Jeg er bare ikke så begejstret som jeg var før i tiden. Gennem 17 år har jeg gjort hvad jeg har gjort og det har været fedt og det har uden tvivl været det bedste job i verden. Men nu er jeg ligesom klar til at læne mig tilbage og tænke på tiden i R.E.M. og måske på ikke at være et popstjerne mere.
Vi mødtes i Athens i begyndelsen af oktober for at gennemgå materiale til det nye album, øve nye sange og fra første dag sagde jeg "der er noget jeg må fortælle jer" og jeg fortalte dem det. Jeg tilbød at blive hvis de ville opløse bandet og jeg tror deres følelser var: "Hør, hvis det ikke er sjovt, så skal du ikke gøre det - det er ikke et fængsel".
Dette har måske noget at gøre med min operation. Fysisk er jeg i god form. Men det var en form for prøvelse jeg gik gennem og jeg ved ikke om det var dét, der var grunden til at jeg stoppede, måske var det. At ligge i en hospitalsseng i 3 uger fik mig til at se anderledes på ting og skifte prioriteter. Jeg plejede at være glad når vi skulle i studiet, men natten før kunne jeg ikke sove. Nu var jeg nåede til et punkt hvor jeg ikke kunne sove fordi jeg var bekymret over hvorfor jeg ikke var glad. Tanken om endnu en turné og at tilbringe 3 måneder i et studie... Der er ikke et eneste vindue i nogle af de studier jeg har været i.
At lave musik har altid været en fornøjelse og jeg har gjort det hele mit liv. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan lave meget andet. Måske vil jeg spille trommer for min kat eller måske vil jeg om 3 år danne et Bachman Turner Overdrive tribute band eller noget i den retning. Jeg ved det ikke, men jeg vil prøve at finde ud af det og jeg vil ikke stoppe før jeg ved det. Vand vil finde vejen hvis du lader det løbe og jeg føler at jeg åbner sluserne.
Vi har altid sagt, at vi vil stoppe med at spille hvis en af os nogensinde skulle miste lysten, men vi har også sagt, at vi vil blive ved indtil det ikke er sjovt mere. Det er ikke lige så sjovt for mig mere, men det er det for gutterne. Hovedsagen er, at jeg kommer til at se en R.E.M. koncert for engangs skyld".